Nye moderne lifte til Hovedstadens Beredskab!

For at kunne redde mennesker og foretage slukning i svært tilgængelige gårde og bygninger, har Hovedstadens Beredskab anskaffet 2 nye teleskoplifte. Liftene afløser de ældre og udtjente såkaldte bobcatstiger.

Mange steder i Hovedstadsområdet, er det ikke muligt at bruge beredskabets store drejestiger, på grund af små porte og snævre passager.

Hovedstadens beredskab har derfor anskaffet 2 lifte, der kan passere åbninger der kun er 2 meter bredde og 2 meter høje, og som er meget lettere end de tunge lastvogne med drejestiger.

”Det er vigtigt for os at vi kan foretage redninger og slukningsarbejde på alle bygninger, derfor er liftene er vigtigt redskab for os”, fortæller operationschef Tim Ole Simonsen. ”Vi har mange ældre bygninger, hvor adgangsvejene – porte og indkørsler – er snævre.”

Liftene er specialbygget til Hovedstadens Beredskab, så der er større vægtkapacitet og de kører på både diesel- og elmotor, så de blandt andet kan bruges indendørs – f.eks i et atrium.

Arbejdskurven kan løfte 2 brandmænd med udstyr 18 meter op i luften, derudover er der strøm og lysprojektører i kurven, ligesom man kan slukke brand med en fastmonteret brandslange.

”For at sikre at liftene kan komme tæt på bygninger, er de lavet som bæltekøretøj for at kunne køre på ujævnt og skråt terræn fortæller Tim Ole Simonsen”

Når liften sættes op, sikres den med 4 fastmonterede støtteben. Hvis indsatsen skal gå særligt hurtigt eller der ikke er plads nok til fuldt udlæg af støttebenene, justerer liften selv sit arbejdsområde. Opsætning og betjening sker enten fra en fjernbetjening på jorden eller på betjeningspanelet i arbejdskurven.

Liftene står på en Volvo FL 280 lastvogn og sættes af på terrænet før brug. Udover teleskopliften, er der på lastvognen skabe med sikkerhedsudstyr til brandfolkene og udstyr til liften.