Forebyggelsesdag for driftsansvarlige

Arrangement

Hovedstadens Beredskab inviterer til en faglig formiddag for dig, der har ansvar for drift, brandforebyggelse eller beredskabsplanlægning i jeres institution eller virksomhed.

På Forebyggelsesdagen sætter vi fokus på, hvordan forebyggelse kan fungere i praksis i en travl hverdag. Mød vores beredskabsinspektører og rådgivere, deltag i workshops og få mulighed for at stille de spørgsmål, der fylder hos dig.

Du får inspiration, sparring og konkrete værktøjer med hjem, som kan styrke arbejdet med alt fra brandsyn og brandsikkerhed til beredskabsplaner, egenkontrol og medarbejderkompetencer.

Vi begynder formiddagen med fælles velkomst og introduktion til dagen ved områdeleder for Brandsyn, Elias Samsø Larsen. Herefter fortæller beredskabsinspektør Chris Nørager Garforth om branden på Grøndals Parkvej. Som indsatsleder var han en af de første på skadestedet, da der i 2022 udbrød brand i et etagebyggeri i Vanløse. Du får hans personlige beretning om branden, og om hvordan konstruktionsfejl og manglende brandsikring medvirkede til, at ilden spredte sig over fem opgange, og mere end 90 familier mistede deres hjem.

I løbet af formiddagen kan du sammensætte dit eget program og vælge de workshops, som er mest relevante for dig og din hverdag:

  • Sådan forbereder du dig på brandsyn – og undgår påbud
  • Årets brandsynstema – Kompenserende tiltag
  • Beredskabsplanlægning for institutioner og skoler
  • Guide: Lav din egen brand- og evakueringsøvelse
  • Forebyggelse og information om batteribrande
  • PLOV og sikkerhedshændelser

Vi slutter dagen af i gymnastiksalen på Frederiksberg Brandstation, hvor der vil være mulighed for en let frokost, mens du netværker og samler op på dagens indhold.

Deltagelse er gratis men kræver tilmelding, da der er begrænsede pladser.

Tilmeld dig her