Andre forhold, som kræver en særlig godkendelse til oplag

I de tekniske forskrifter findes det vilkår, hvor kommunalbestyrelsen - via det kommunale redningsberedskab - skal eller kan godkende andre vilkår end dem, der er angivet i bilaget til respektive bekendtgørelse.

For at Hovedstadens Beredskab skal kunne godkende andre forhold end dem, der er angivet i bilaget til respektive bekendtgørelse, skal det indsendes en redegørelse, som minimum beskriver følgende:

  • Hvilket vilkår der ønskes fraveget.
  • Formålet med vilkåret, herunder hvilke sikkerhedsmæssige hensyn bestemmelsen skal varetage.
  • Hvilke nøgleparametre der er afgørende for sikkerhedsniveauet.
  • En beskrivelse af den foreslåede alternative løsning.
  • En redegørelse for, hvordan den alternative løsning opretholder et sikkerhedsniveau, der som minimum svarer til, eller overstiger, det niveau, som den foreskrevne løsning sikrer.
  • I de tekniske forskrifter for brændbare faste stoffer er mange krav formuleret som funktionsbaserede krav, f.eks. ”Brændbare isoleringsmaterialer i taget må ikke medføre en øget brandrisiko”.

Beredskabsstyrelsens vejledning om brændbare faste stoffer indeholder for de fleste funktionsbaserede krav en nærmere beskrivelse af, hvordan kravene kan opfyldes. Hvis der ønskes anvendt en anden løsning end den, der er beskrevet i vejledningen, skal der også sendes en redegørelse til Hovedstadens Beredskab, der omfatter ovenstående punkter.

Dispensationer skal ansøges hos Beredskabsstyrelsen

Hvis et vilkår i de tekniske forskrifter ikke kan opfyldes, og kommunalbestyrelsen – via det kommunale redningsberedskab – ikke har mulighed for at godkende en alternativ løsning, skal forholdet sendes til Beredskabsstyrelsen til videre sagsbehandling.

Dispensationsansøgningen sendes til BRS-KTP-BFO@brs.dk, mens forbyg@hbr.dk (Hovedstadens Beredskab) skal sættes på som CC-modtager.