Hovedstadens Beredskab ruster sig til nytåret

Nytår betyder for de fleste fest og hygge med familie og venner – men for nogen slutter aftenen desværre i en ambulance eller med en brandudrykning.

Som en tradition betyder fejringen af nytåret også affyring af fyrværkeri. Man må fyre sit nytårskrudt af nu og til og med den 1. januar.

Desværre kommer der hvert år mennesker til skade, når fyrværkeriet affyres – særlig udsat for skader er børn.

Følg de 5 fyrværkeriråd, så mindsker du risikoen for, at du selv eller andre kommer til skade:

  • Brug altid beskyttelsesbriller
  • Brug kun godkendt CE-mærket og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
  • Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
  • Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
  • Gå aldrig tilbage til en fuser

Fyrværkeri er hvert år årsag til brande i dagene omkring nytåret. Mange af brandene vil kunne undgås, hvis man holder afstand til bygninger, affyrer raketter fra en stabil holder og er opmærksom på vindretningen.

”En særlig risiko udgør huse med stråtage, hvor der gælder særlige regler”, siger operationschef fra Hovedstadens Beredskab Tim Ole Simonsen.

”For stråtækte huse gælder en sikkerhedsafstand på 100 meter for al fyrværkeri, for raketter 200 m. Blæser det kraftigt, fordobles afstanden til 200 meter og 400 meter.”

”Vi ser desværre hvert år, at man anvender fyrværkeri på en måde, der ikke er i orden,” siger Tim Ole Simonsen. ”Man kaster ikke fyrværkeri efter andre eller affyrer skyts mod bygninger og køretøjer, risikoen for alvorlige skader er alt for høj – med store forsikringsmæssige problemer for den enkelte efterfølgende.”

Hovedstadens Beredskab ruster sig til nytårsaften. Både på alarmcentralen, i brandbilerne og på ambulancerne vil der være ekstra bemanding.

”Nytårsaften er altid travl for os”, fortæller Tim Ole Simonsen. ”Vi øger vores bemanding og følger en særlig plan for nytåret, så vi forsøger at være så klar som mulig.”

Særligt telefonerne på alarmcentralen forventes at ringe hyppigt.

”Vi opfordrer til, at man kun ringer 112, hvis der er tale om situationer, der kræver hjælp med udrykning fra brand, ambulance eller politi. Opkald om ikke akutte situationer kan spærre for vigtige opkald, der kræver øjeblikkelig hjælp.”

Hovedstadens Beredskab håber alle får en festlig og tryg nytårsaften. Følg de gode råd, så er risikoen for at aftenen bliver ødelagt af en dum situation mindre.