Julebrande hos Hovedstadens Beredskab

Der er mange juletraditioner, en af dem er levende lys. Når de levende lys tændes i adventskranse, juledekorationer og juletræer, stiger risikoen for ildebrande markant.

December er generelt en travl måned for Hovedstadens Beredskab. Levende lys, madlavning og fester giver anledning til ildebrande og alarmer fra brandalarmanlæg.

De sidste par dage omkring selve juleaften har ikke været en undtagelse.

“Vi er her i juledagene rykket ud til en del traditionelle julebrande. Vores juleudrykninger har typisk to årsager, enten egentlige ildebrande på grund af levende lys eller brandalarmer fra automatiske brandalarmanlæg”, fortæller operationschef Tim Ole Simonsen

“Man skal altid være påpasselig med levende lys”, siger Tim Ole Simonsen videre. “I vagtdøgnet den 23. december havde vi 2 alvorlige lejlighedsbrande. Heldigvis får vi i begge situationer 112-opkald tidligt i forløbet, så brandene kunne slukkes inden de breder sig og uden større personskade.”

Se gode råd om brug af levende lys mv. her >>

Plejehjem, kollegier, hoteller og mange andre steder er udstyret med automatiske brandalarmer. Når julemaden brænder på, stearinlysene oser eller diskoteksrøgen breder sig, så udløses alarmen og Hovedstadens Beredskab kommer farende. Ofte vil man kunne forebygge de forgæves udrykninger ved at lufte ud, når man opdager, at maden er brændt på, have en effektiv emhætte og kende funktionen af sit brandalarmeringsanlæg.

Se gode råd om at undgå forgæves alarmer her >>