5. oktober 2017
Kulturnat på Hovedbrandstationen
Selv om det er fredag den 13. oktober, kan du kan roligt vove dig ud i kulturnatten!
På Hovedbrandstationen er du i trygge hænder blandt vores brandmænd, ambulancereddere og mange andre medarbejdere i beredskabet. De vil meget gerne fortælle og vise, hvordan vi arbejder med både at sikre og forebygge ulykker samt døgnet rundt er klar til at rykke ud og redde liv i hovedstaden.
Kl. 18-22 inviterer vi derfor inden for på Hovedbrandstationen ved Københavns Rådhus, hvor du blandt andet kan:
- se Specialtjenesten rappelle og vise højderedning fra toppen af brandstationens tårn
- tage en rundvisning med vores brandfolk og få et unikt kig inden for på brandstationen
- se med, når vores unge brandkadetter demonstrerer, hvordan man slukker mindre brande
- blive klogere på, hvordan man laver genoplivning med Hjerte-Lunge-Redning, når Ambulancetjenesten viser en ambulance frem
- se en gammel hestetrukken dampsprøjte fra vores museum og høre, hvordan brandmændene slukkede ildebrande i gamle dage
- få et indblik i, hvad der sker, når du ringer 1-1-2, når vores folk fortæller om Alarm- og Vagtcentralen
- lære, hvordan du bedre kan forebygge brande derhjemme, med medarbejdere fra vores forebyggende afdeling
Særligt for børn vil der blandt andet være mulighed for at teste formen som ”juniorbrandmand” i en motionstest med Brandvæsenets Idrætsforening. Mens Børneulykkesfonden byder velkommen i deres kreative værksted, og lægerne fra Bamsehospitalet står klar til at behandle bamser, som har ”slået sig”.
Skorstensfejervæsenet deltager også og vil demonstrere, hvordan man miljømæssigt korrekt fyrer op i brændeovnen. Desuden vil du i løbet af aftenen kunne høre en række oplæg om, hvordan man bliver ambulanceredder, vores indsats for at undersøge og blive klogere på årsagerne til brande samt arbejdet på Alarm- og Vagtcentralen.
Vi glæder os til at se dig!