21. maj 2026
Lolland-Falster bliver en del af Regionalt Operationscenter Øst
I løbet af 2027 bliver Lolland-Falster Brandvæsen en del af Regionalt Operationscenter Øst, der håndterer alarm- og disponeringsopgaver for en række sjællandske beredskaber. Det fælles operationscenter drives af Hovedstadens Beredskab.
Lolland-Falster Brandvæsen bliver i 2027 en del af udviklingen af det fælles samarbejde omkring Regionalt Operationscenter Øst.
Regionalt Operationscenter Øst drives af Hovedstadens Beredskab, og det fælles operationscenter er fagligt visiterende, disponerende, koordinerende samt operativt understøttende for alle beredskaber og indsatser i det samlede dækningsområde.
Lolland-Falster Brandvæsen har cirka 300 operative ansatte og frivillige, som bliver en del af den fremtidige disponering.
“Vi ser i alle beredskaberne bag Regionalt Operationscenter Øst meget frem til at byde Lolland-Falster Brandvæsen velkommen i et stærkt og helt unikt samarbejde og fællesskab”, fortæller beredskabsdirektør Jakob Vedsted Andersen
”Sammen dækker vi mere end en tredjedel af den danske befolkning, og det er et gensidigt samarbejde, der både styrker den operative opgaveløsning og understøtter ekspertpanelets anbefalinger om øget samarbejde mellem de kommunale redningsberedskaber”, slutter han.
Direktør i Lolland-Falster Brandvæsen, Morten Lykkeberg, ser samarbejdet som et naturligt skridt:
”Vi har dygtige og erfarne medarbejdere, som hver dag leverer et stærkt beredskab under særlige geografiske og operative vilkår. Med Regionalt Operationscenter Øst får de en endnu stærkere operativ understøttelse i både daglige hændelser, store komplekse indsatser og egentlige katastrofesituationer. Samarbejdet giver os adgang til stærke faglige kompetencer og et operationscenter med stor erfaring i håndtering af komplekse hændelser. Det styrker sikkerheden for både borgere, virksomheder og de mange turister i mit ansvarsområde.”
Ifølge Morten Lykkeberg skal samarbejdet samtidig styrke erfaringsudvekslingen mellem beredskaberne på tværs af Sjælland.
Sker i løbet af 2027
Overgangen til Regionalt Operationscenter Øst sker i løbet af 2027. En fælles arbejdsgruppe mellem Hovedstadens Beredskab og Lolland-Falster Brandvæsen skal nu planlægge implementeringen og sikre en smidig overgang fra den nuværende vagtcentral.
Fakta om Regionalt Operationscenter Øst
I november 2025 underskrev i alt 11 beredskaber et rammepapir og afgav hermed en hensigtserklæring om at styrke samarbejdet i Regionalt Operationscenter Øst. Rammepapiret rummer en række udviklingstrin, delmål og de grundlæggende principper for samarbejdet.
Regionalt Operationscenter Øst drives fra Operationscenteret i Hovedstadens Beredskab, og det fælles operationscenter er fagligt visiterende, disponerende, koordinerende samt operativt understøttende for alle beredskaber og indsatser i det samlede dækningsområde.
I forvejen er 11 beredskaber på Sjælland en del af udviklingen af det fælles samarbejde omkring Regional Operationscenter Øst – geografisk bliver Lolland-Falster Brandvæsen det største beredskab i samarbejdet.
Hvem er med
Brand og Redning Køge, Solrød og Stevns
Roskilde Brandvæsen
Lejre Brandvæsen
Beredskab 4K
Hovedstadens Beredskab
Tårnby Brandvæsen
Beredskab Øst
Nordsjællands Brandvæsen
Gribskov Beredskab
Frederiksborg Brand & Redning
Helsingør Kommunes Beredskab
2027 – Lolland-Falster Brandvæsen.
