Mobile sprinkleranlæg
Et mobilt sprinkleranlæg er en effektiv og selvstændig metode til at slukke brande hos særligt sårbare borgere, hvor der kan være øget fare for brand. Et mobilt sprinkleranlæg giver ekstra brandbeskyttelse og tryghed.
Et mobilt sprinkleranlæg er et effektivt selvstændigt brandsluknings-modul, der let kan installeres hos særligt sårbare borgere, hvor det vurderes at der er øget fare for brand.
Det kan være hos borgere på plejehjem, beskyttede boliger eller i særlige botilbud, hvor der bor mennesker, som af forskellige årsager kan have svært ved at tage vare på sig selv, eller som helt eller delvist, har mistet forståelse for deres egen sikkerhed.
Særligt sårbare borgere er ofte brandtruede i forbindelse med rygning, madlavning eller når de tænder stearinlys. Og når borgeren ikke er i stand til eller formår at tilkalde hjælp, så er risikoen for en brand større.
Sprinkleranlægget aktiveres af en røgdetektor, der er placeret i rummet, og sender alarm til personalet i tilfælde af en brand. Ved aktivering sendes en sky af vanddråber ud i rummet og slukker ilden.
Ved en hændelse alarmerer anlægget samtidig personalet med information om, hvor anlægget står. Det sikrer, at personalet hurtigt kan komme til og redde borgerne og minimerer skaderne af en brand.
Et mobilt sprinkleranlæg giver på den måde ekstra brandbeskyttelse og tryghed for både borgere, pårørende til særligt sårbare borgere og til personalet.
Derfor skal I vælge et mobilt sprinkleranlæg
- Et mobilt sprinkleranlæg er et system, der med effektiv brandforebyggelse redder liv og alarmerer relevant personale, og fungerer væsentligt skadereducerende, da det har et minimalt forbrug af vand.
- Med mobilsprinklerteknologien formoder man ikke kun at redde liv, men også at reducere tilskadekomst og personskader. Da branden reduceres eller slukkes på et tidligt tidspunkt, er resultatet betydeligt færre og mindre udbredte materielle skader.
Andre brandforebyggende produkter som også redder liv
Røgalarmer
Røgalarmer koster fra 45 kr. til 300 kr. i detailhandlen og monteres i loftet, hvor den detekterer røg og brand ved at hyle højt. Kan også forbindes med andre røgalarmer, fx på flere etager eller mellem naboer. Alarmen er enten batteridrevet eller tilsluttet boligens strømforsyning.
Rygeforklæder
Rygeforklæder er brandhæmmende stofstykker af glasfiber materiale, tekstilglas, imprægneret bomuld eller lign. Stoffet er syet og har form som et forklæde eller er et større stykke stof, som bredes ud over eller fæstnes på personen eller rygestolen.
Brandhæmmende tekstiler
Brug ikke syntetiske stoffer som nylon og viskose til at dæmpe flammer. Uld brænder behersket og visse scene-tekstiler kan slet ikke brænde.
Selvslukkende stearinlys eller elektriske stearinlys
Selvslukkende juletræslys slukker i god tid, mens krone- og kertelys ikke altid slukker i tide. Der er altid en risiko forbundet med at bruge stearinlys. Der findes i dag et bredt udbud af elektriske fyrfads- eller bloklys, som for mange opfylder behovet for levende lys.
Introduktions video 7.56min: