26. marts 2026
Nordjyllands Beredskab og Hovedstadens Beredskab indgår samarbejde om operationscentre
Nordjyllands Beredskab og Hovedstadens Beredskab har indgået en samarbejdsaftale om deres operationscentre. Aftalen indebærer, at de to beredskaber fremover anvender samme disponeringsplatform og arbejder efter fælles systemer og uddannelsesprincipper.
Samarbejdet kobler operationscentrene i Nord- og Østdanmark tættere sammen og giver mulighed for understøtte hinanden i den daglige drift og ved større hændelser.
Operationscentrene spiller en central rolle i de kommunale redningsberedskaber, hvor mandskab og materiel disponeres, og hvor situationsoverblikket skabes ved brande, ulykker og andre akutte hændelser.
For borgerne betyder samarbejdet, at de to operationscentre bliver mindre sårbare og bedre rustet til at håndtere både større hændelser og perioder med mange samtidige opgaver. Samarbejdet giver et mere sammenhængende overblik over en betydelig del af de hændelser, der håndteres i Danmark, og er et godt skridt på vejen mod et mere samlet situationsoverblik.
Samarbejdet ligger i forlængelse af Ekspertpanelets anbefalinger for beredskabsområdet, hvor der peges på behovet for bedre koordinering og styrkede operationscentre.
Formand for Nordjyllands Beredskab, borgmester Jesper Greth, siger:
”Helt i tråd med de anbefalinger, Ekspertpanelet afleverede for nylig, er vi med samarbejdet omkring vores to operationscentre med til at sikre effektiv koordinering og styring af ressourcer. Vi er frontløbere på det her område, der er helt centralt for udviklingen af det samlede beredskab i Danmark.”
Når alvorlige ulykker og andre akutte hændelser rammer samfundet, er det vigtigt med hurtig prioritering og handlekraft, så de samlede ressourcer udnyttes effektivt og med størst effekt. Det kræver overblik og koordinering på operationscentrene.
Formand for Hovedstadens Beredskab, overborgmester Sisse Marie Welling, siger:
“ Vi lever i en tid, hvor krav og forventninger til beredskaberne bliver større. Derfor er det vigtigt, vi samarbejder, skaber nye løsninger og i højere grad opererer som ét samlet beredskab. Samarbejdet viser, hvordan vi sammen kan skabe bedre sammenhæng i opgaveløsningen.”
Fakta om samarbejdet
- De to operationscentre dækker ca. 46 pct. af den danske befolkning og disponerer ca. 50 pct. af alle udrykninger til det kommunale redningsberedskab i Danmark.
- Nordjyllands Beredskab dækker 11 kommuner og operationscenteret i Ålborg kan kalde ressourcer ud fra 36 brandstationer.
- Hovedstadens Beredskabs operationscenter fungerer som regionalt operationscenter for i alt 11 beredskaber og disponerer mandskab og køretøjer fra i alt 53 brandstationer.
- Samlet omfatter samarbejdet 89 af landets i alt 242 brandstationer.
Pressekontakt
Nordjyllands Beredskab, beredskabschef Lars Bjørndal, lkb@nobr.dk
Hovedstadens Beredskab, pressekontakt Tim Ole Simonsen, timsim@hbr.dk