20. maj 2026
Ny beredskabsapp aktiverer borgere under kriser og kritiske hændelser i hovedstadsområdet
Når en krise sætter hverdagen ud af spil, er det ikke kun beredskabet, der kan gøre en forskel. Det er også de mennesker, der er tættest på. Dem, der træder til og hjælper hinanden, når det virkelig gælder.
For at binde borgere og beredskab tættere sammen, har Hovedstadens Beredskab udviklet appen Beredskabshjælp. Formålet er at give borgere mulighed for at bidrage, når der opstår situationer, hvor der er brug for flere hænder.
“Når vi står i en særlig hændelse, kan vi have brug for den ekstra støtte, som frivillige kræfter kan bidrage med. Beredskabshjælp er en mulighed for, at frivillige kan hjælpe vores brandfolk i deres vigtige arbejde ved store og særlige hændelser”, siger beredskabsdirektør Jakob Vedsted Andersen.
Beredskabet kan have behov for ekstra hænder til situationer med voldsomt vejr som stormflod til fx fyldning af sandsække eller ved længerevarende indsatser, hvor der er behov for hjælp til logistiske opgaver og forplejning. Som udgangspunkt vil opgaverne ikke kræve særlige kompetencer og foregå i sikre rammer.
Vær forberedt
En vigtig del af et stærkt beredskab er det, vi gør i hverdagen. At vide, hvad man skal gøre og have tænkt tingene igennem på forhånd.
Derfor giver Beredskabshjælp også adgang til viden, guides og funktioner, der hjælper med at styrke sit eget hjemmeberedskab. Appen samler råd fra myndigheder og organisationer, og indholdet er udarbejdet i samarbejde med Beredskabsforbundet.
Hent Beredskabshjælp
Beredskabshjælp er udviklet til både iOS og Android og kan downloades i App Store og Google Play.
Når borgere henter appen ned på deres telefon, har de straks adgang til samtlige guides og tjeklister, der kan bruges til at forberede det hjemmeberedskab, der passer til den enkelte husstand.
Man skal huske at slå notifikationer til, hvis man vil have besked, når vi har brug for frivillige beredskabshjælpere. Når man melder sig til en opgave, bliver man bedt om at bekræfte sig med MitID.
Pressekontakt
Hovedstadens Beredskab: Tim Ole Simonsen, timsim@hbr.dk, tlf. 30528219
