24. januar 2018
Nye automobilsprøjter
Hovedstadens Beredskab vil i løbet 2018-19 få nye automobilsprøjter. Det er foreløbigt planlagt at anskaffe 14 nye køretøjer.
De nye køretøjer skal erstatte Hovedstadens Beredskabs eksisterende automobilsprøjter. Opgaven har været i udbud, og leverandøren er nu fundet.
Vi har valgt firmaet Rosenbauer som leverandør, der også står bag vores nuværende automobilsprøjter, og vi har gode erfaringer med. De første to prototyper af de nye køretøjer forventer vi at få leveret senere i år. Herefter kommer indkøringen til at ske løbende i 2018 og 2019 i takt med, at vi får de nye køretøjer leveret, og brandmandskabet bliver uddannet til køretøjet og udstyret.
De nye køretøjer kommer til at have plads til fire mand (en holdleder og tre brandmænd) samt en uddannelsesplads og bliver udstyret med blandt andet to højtrykkere på hver 90 meter, 1.800 liter vandtank, en skumtank på 100 liter og en på 50 liter, et CAFS-anlæg (skum) og en skæreslukker.
Automobilsprøjterne vil komme i to forskellige versioner. En udgave indrettes med frigørelsesudstyr, mens den anden indrettes med kredsløbsapparater (røgdykning). Køretøjerne bliver opbygget på et Volvo FL chassis med automatgearkasse, og køretøjets samlede bredde bliver ca. 10 cm smallere end de nuværende sprøjter.
Billedet viser en modeltegning af den nye automobilsprøjte (bemærk tegningen er foreløbig og vejledende).