Droner i Hovedstadens Beredskab

Droner skaber overblik ved brand og redning og er blevet en vigtig del af Hovedstadens Beredskabs arbejde ved større og komplekse hændelser. De fungerer som et ekstra sæt øjne i luften og giver os mulighed for hurtigt at skabe overblik, særligt i situationer, hvor det ellers kan være svært eller risikabelt.

Hurtig støtte til ledelsen på skadestedet

Dronebillederne hjælper vores indsatsledere med at vurdere situationen og træffe de rigtige beslutninger hurtigere og mere præcist. Det kan f.eks. handle om at

  • lokalisere varmeudvikling og brandlommer
  • vurdere røgens retning og udbredelse
  • undersøge svært tilgængelige eller farlige områder
  • finde adgangsveje eller vurdere spredning
  • samarbejde tæt med mandskab på stiger ved tagbrande.

Ved hjælp af dronens termiske kamera kan vi også se detaljer, som det blotte øje ikke fanger, f.eks. varmekilder bag røg eller konstruktioner.

Specialudstyr til beredskabsbrug

Vi anvender modellen DJI Matrice 30T, som er særligt velegnet til beredskabsmæssige formål. Dronen er udstyret med tre kameraer: et vidvinkelkamera, et zoomkamera og et termisk kamera. Den kan flyve i op til 30 minutter ad gangen og bruges i både regn og sne. Desuden kan den operere i vindstyrker op til 12 m/s, hvilket gør den egnet til de fleste vejrforhold, vi møder på indsatser.

Under indsatser kan livevideoen fra dronen deles direkte med indsatsledelsen og udvalgt mandskab, så alle har adgang til det samme opdaterede situationsbillede.

Trænede folk bag teknologien

Droneberedskabet bemandes af særligt uddannet personale og er tilknyttet udvalgte stationer i byen. Hver drone betjenes af to personer: en pilot og en observatør, som hjælper med at analysere billederne og omsætte dem til konkrete vurderinger, der kan styrke sikkerheden og effektiviteten i indsatsen.

Droner er et supplement, ikke en erstatning

Dronen løser ikke opgaven alene, men den er et værdifuldt supplement til mandskab og erfaring. Den bidrager med data og overblik, som kan gøre en forskel, når minutter og beslutninger tæller.