7. januar 2025
Blæst og regn gav Hovedstadens Beredskab et relativt roligt nytår
Den blæsende og regnvåde nytårsaften lagde de fleste steder i landet en dæmper på nytårsløjerne, men flere steder, blandt andet i København, blev brandfolk beskudt med fyrværkeri.
Nytårsaften har altid været en travl aften og nat for beredskaberne, og i København var der da også nok at se til da borgerne gik ind i det nye år.
Hovedstadens Beredskab havde som vanligt indkaldt ekstra mandskab, så der var flere brandfolk og indsatsledere på vagt, mens der også på Alarmcentralen var indkaldt ekstra operatører til at besvare de mange 1-1-2 opkald. I alt havde Hovedstadens Beredskab 82 hændelser, heraf 15 ABA-alarmer, 45 brande i enten container, skraldespande eller fyrværkeribatteri og 1 assistance til ophjælpning.
”Nytår er jo en glad og festlig aften, men desværre også en aften hvor en del borgere har brug for hjælp, siger vagthavende operationschef Peter Ørnbo.
Og der blev behov for de ekstra ressourcer, for nytåret har igen i år været travlt. Hovedstadens Beredskab har kørt til en lang række mindre brande der dels skyldes fyrværkeri og dels skyldes hærværk. I forhold til sidste år, er der dog ikke sket en betydelig ændring i antallet af brande og udrykninger.
”Vi ved, at vejret spiller en stor rolle i forhold til vores travlhed nytårsaften, fortsætter Peter Ørnbo.
”Så antallet af udrykninger i år kan skyldes det kolde, blæsende og våde vejr, der gjorde at mange blev inden døre og slet ikke fik affyret deres nytårskrudt”.
Beskydning af brandfolk
Hovedstadens Beredskab oplevede ligesom andre brandfolk flere steder i landet, at nogle få helt har misforstået nytårsfejringen, og har skudt fyrværkeri efter brandfolk og køretøjer.
”Igen i år har vi desværre oplevet tilfælde, hvor der blev skudt fyrværkeri efter vores køretøjer og personale. Det er helt utilstedeligt og kan betyde at vigtig hjælp ikke kommer frem i tide. Vi ser på det med stor alvor, fortæller Peter Ørnbo.
I alt er der nytårsmorgen blevet indrapporteret beskydning af brandfolk med fyrværkeri fra Østjyllands Brandvæsen, Hovedstadens Beredskab, Beredskab 4K, Vestsjællands brandvæsen og Slagelse Brand og Redning.
Fakta om nytåret 2024/2024
De kommunale beredskaber rykkede ud med brandbilerne ca. 343 gange i løbet af nytårsaften.
Under de ca. 343 brandudrykninger var 1529 brandfolk ifølge Danske Beredskabers egen optælling i arbejde nytårsnat, og indsatserne over hele landet omfattede blandt andet:
- 41 bygningsbrande, heraf 21 i bygninger med boliger og 1 gårdbrand.
- 144 brande i containere og skraldespande
- 25 bilbrande, hvilket er det samme som foregående år.
- 20 naturbrande
- 61 gange måtte brandfolk køre afsted til alarmer fra automatiske brandalarmer (ABA)
Kilde: https://danskeberedskaber.dk/roligt-nytaar/