Silhuet af dansere i diskotekslys

Brandvæsenet tager pulsen på brandsikkerheden i nattelivet

I løbet af november og december vil Hovedstadens Beredskab gennemføre tilsyn på en række af byens natklubber og diskoteker.

Brandvæsenet har til opgave at føre tilsyn med brandsikkerheden på steder, hvor mange mennesker samles. Det skal være trygt og sikkert at gæste byens natteliv, og derfor kan en række natklubber og spillesteder forvente at få besøg af beredskabets inspektør i løbet af november og december.

– Her op til og i løbet julefrokost-sæsonen kan der være ekstra travlt i nattelivet. Vi oplever heldigvis, at de fleste steder har godt styr på brandsikkerheden og går op i det. Det fokus vil vi gerne fastholde og rådgive om de nye regler, som er kommet på området, så vi sikrer, at det fortsat er trygt at gæste byens natteliv, siger Cecilie Lillelund, forebyggelseschef i Hovedstadens Beredskab.

Ny lovgivning

I 2022 er ny lovgivning på brandsynsområdet trådt i kraft, som på nogle områder stiller større krav til de driftsansvarliges kontrol og vedligehold af de brandtekniske installationer. I år vil brandsynet derfor helt naturligt have fokus på at informere og vejlede om de nye regler på området. Samtidig sikrer vi, at brandsikkerheden i øvrigt er i top med øje for de særlige risici, der er kendetegnende for natklubber og spillesteder.

Der er i mange tilfælde tale om mørke lokaler med høj musik, udsmykning på vægge, mangefarvet lys og røgmaskiner. Hertil kommer mange mennesker på få kvadratmeter, hvor af en stor andel er i festligt stemning. Ved vores besøg gennemgår vi derfor blandt andet, om der er det antal gæster, som stedet er godkendt til. At personalet er instrueret i stedets evakueringsplan mv. Og ikke mindst at flugtvejene er frie og ryddet.

Indsatsen med tilsyn i november og december fokuserer som udgangspunkt på brokvartererne og indre by i København, hvor ca. 40 natklubber og spillesteder vil få et uanmeldt besøg. Men det er ikke udelukket, at natklubber og spillesteder i Hovedstadens Beredskabs øvrige område kan få besøg.

PRESSEKONTAKT

Forebyggelseschef Cecilie Lillelund
Hovedstadens Beredskab
Tlf.: 21805391