Billede af ældre dato, der viser en dampsprøjte og mandskabet der betjener den

Byens nye brandmuseum

Kom med til åbningen af vores helt nye museum på Kulturnatten, hvor vi slår dørene op til hele Vesterbro Brandstation!

På fredag den 12. oktober kan du kan som en af de første opleve vores nye brandmuseum og udstilling om de mere end 300 år, hvor brandvæsenet i København har passet på os og byen. Det bliver en sjov aften med spændende aktiviteter for både børn og voksne. På museet kan du leve dig ind i brandmændenes stolte og til tider dramatiske historie om indsatser ved katastrofer i både krigs- og fredstid, og nogle af de store brande, hvor byen har været ved at brænde ned. Der er rig mulighed for at se, røre og gå på opdagelse i brandmændenes udstyr og udviklingen gennem tiden.

’Børnenes brandstation’
Nysgerrige øjne og fingre vil finde mange spændende opdagelser, og i vores afdeling for de mindste kan fantasien få frit løb. Her kan børnene selv lege brandmænd og ambulancereddere, mens de lærer om brandsikkerhed, førstehjælp og hvad man skal gøre i tilfælde af brand.

Praktisk information
Kulturnatten foregår på Vesterbro Brandstation, Enghavevej 168-170.
Tid: Fredag den 12. oktober kl. 18-22.

Brandmuseets faste åbningstider er tirsdag og lørdag kl. 10 -14.
Mandag til fredag i efterårsferien er der åbent kl. 10-14.

Museet har gratis entré for alle.