12. maj 2026
Hovedstadens Beredskab gør virksomheder klar til krisen
Torsdag samlede vi 150 ledere og driftsansvarlige fra plejehjem, skoler, kommunale institutioner og private virksomheder på Frederiksberg Brandstation til Forebyggelsesdagen 2026 som en del af nationale beredskabsuge.
Plejehjem, skoler, kommunale institutioner og private virksomheder var i stort omfang repræsenteret, da Hovedstadens Beredskab torsdag den 7. maj slog dørene op på Frederiksberg Brandstation til Forebyggelsesdagen 2026.
Arrangementet, der foregik fra morgen til frokosttid, samlede omkring 150 ledere og driftsansvarlige, der til daglig bærer ansvaret for beredskabet i samfundskritiske funktioner i hovedstadsområdet.
Formålet var at give deltagerne konkrete redskaber til at håndtere alt fra brand og oversvømmelse til strømsvigt og mangel på vand og varme.
Beredskab er et fælles ansvar
Maria Kiel, fungerende afdelingschef i Forebyggelse og Rådgivning hos Hovedstadens Beredskab, glædede sig over det store fremmøde og understregede vigtigheden af, at virksomheder og institutioner tager et aktivt medansvar:
“Fokus på beredskab er vigtigere end nogensinde og det er et fælles ansvar. Virksomheder skal sikre, at de er klar og forberedte til nye kriser og kritiske hændelser, som Danmark står over for. De skal kunne fortsætte driften under kriser og opretholde samfundskritiske funktioner. Så myndigheder og redningsberedskabet kan fokusere ressourcerne på at håndtere selve krisen og hjælpe de mest sårbare borgere”, siger Maria Kiel.
Dagen bød på oplæg, workshops om brandsyn, evakueringsøvelser og beredskabsplanlægning samt en afsluttende beredskabsmesse, hvor deltagerne kunne få svar på deres konkrete spørgsmål.
