Sabrina Flyckt Kuhre er kvinde og kredsløbsrøgdykker i funktion

”Er det hårdt og svært, så sign me up!” Sådan siger beredskabsassistent Sabrina Flyckt Kuhre, der i efteråret sammen med syv holdkammerater gennemførte kurset brand niveau 2.

Sabrina Flyckt Kuhre har været beredskabsassistent i Hovedstadens Beredskab i et års tid. Først på Hvidovre Brandstation og fra årsskiftet på 4. rode på Hovedbrandstationen. I efteråret gennemførte hun uddannelsen til kredsløbsrøgdykker.

”Jeg er stolt over at have gennemført uddannelsen til kredsløbsrøgdykker med BG 4 apparat og dermed blive den første kvindelige kredsløbsrøgdykker i funktion i Hovedstadens Beredskab. Men min motivation handler ikke om at være den første kvinde, der har gennemført. Jeg er drevet af udfordringer og af at bruge min krop og min styrke til at dygtiggøre mig. Netop det kursus har en særlig værdi og er et kvalitetsstempel. Og jeg tror, at mine mandlige kollegaer vil være enige i, ikke bare lige gør, men at det kræver forberedelse og hårdt arbejde”, fortæller hun.

Beredskabsassistent ved et tilfælde

Vejen til at være Hovedstadens Beredskabs første kvindelige kredsløbsrøgdykker har ikke været snorlige. For Sabrina Flyckt Kuhre har brugt over et årti på træning og arbejdet som personlig træner og kostvejleder. Men under corona blev fitnesscentrene lukkede og hun begyndte at få nye drømme.

”Jeg trænede en håndfuld lokale brandfolk fra Fredensborg Brand og Redning og det var igennem dem, at jeg blev interesseret i at afprøve jobbet som beredskabsassistent. Så jeg blev uddannet i Frederiksborg, hvor jeg også har en holdlederuddannelse. Jo mere jeg lærte, jo mere spændende blev faget. En mere alvorlig verden åbnede sig for mig og jeg havde mod på at prøve noget nyt”.

Hun blev derefter ansat i Hovedstadens Beredskab og har ikke set sig tilbage siden.

”Jeg er en af få kvinder i styrken, men min baggrund med hård træning betyder, at jeg er vant til mandeverdenen og trives godt i vores fællesskab i beredskabet. Og mine mandlige kollegaer har været meget imødekommende og fx ændret deres sprogbrug og måske vist lidt mere hensyn. De gør det af den bedste mening. Men jeg har brugt lidt krudt på at forklare mit hold, at jeg vil behandles som en af holdet og jeg skal nok selv skal sige fra”.

Læs mere om jobbet som beredskabsassistent