Ungdomsbrandkorpset vil have kadetter på Station Hvidovre fra næste år

Hvidovre Kommune har i den seneste budgetaftale afsat midler til at tilbyde unge en plads på et forløb i Ungdomsbrandkorpset, der som noget nyt også skal have deres gang på brandstationen i Hvidovre.

Ungdomsbrandkorpset giver elever i udskolingen mulighed for et sceneskift og et frirum fra skolebænken med målet om at øge de unges aktive deltagelse i skolen og styrke deres sociale og faglige kompetencer.

Hvidovre Kommune har prioriteret øgede midler i deres seneste budget til en endnu stærkere forankring i kommunen. Derudover er der afsat penge til klargøring af station Hvidovre, så rammerne er klar til de unge kadetter.

”Vi ser det som en stor tillidserklæring fra Hvidovre Kommune og vi er stolte af, at politikerne prioriterer netop vores indsats for unge, der har brug for et pusterum fra skolebænken. Vi har haft kadetter fra kommunen det sidste års tid og glæder os til at kunne gøre endnu mere for de unge i lokalområdet”, Jakob Vedsted Andersen, beredskabsdirektør.

Der er i 2026 givet 0,75 mio. kr. som varige midler til brandkadethold og 0,5 mio. kr. i engangsbevilling i 2026 til at kunne facilitere til brandkadethold på Hvidovre Brandstation.

Ungdomsbrandkorpset blander kadetter fra København, Frederiksberg og Hvidovre kommuner.