Sankt Hans bål

"Vi elsker vort land, men ved midsommer mest...", den sang kender de fleste. Men husker du også de gode råd, når det kommer til brandsikkerhed og Sankt Hans bål?

Sådan bygger du et godt bål

  • Du skal huske, at du kun må tænde op, når ejeren af arealet, hvor bålet skal placeres har sagt OK.
  • Pas på miljøet og anvend kun rent træ. Lad være med at brænde trykimprægneret, malet træ eller affald.
  • Sørg for at det, du skal brænde af i bunken, er så tørt som muligt.
  • Tænk over at bunken, du bygger skal blive ved med at være stabil, så bålet ikke risikerer at vælte, mens det brænder.
  • Det inderste i bunken kan opbygges af en stak sammenkrøllet avispapir, tørt kvas og grene. Lav en opbygning, hvor mindre grene eller flækkede træstykker ligger, så de dækker over bålets kerne.

Sådan tænder du op

  • Brug en lang fakkel for at nå ind til midten af bunken med avispapiret og kvaset. Hvis det kvas du lægger på ikke er helt tørt, kan du hælde lidt egnet tændvæske på inden, du bygger bunken færdig.
  • Brug aldrig benzin, sprit eller lignende ved optænding – det tænder meget voldsomt

Tænk dig om

  • Du må ikke tænde bålet, hvis det blæser kraftigt.
  • Hvis du har forsøgt at tænde bålet og det ikke er lykkedes, må du aldrig hælde mere tændvæske på.
  • Du skal sikre dig, at der ikke er dyr, der har taget ophold i dit bål. Flyt derfor gerne brændebunken på afbrændingsdagen.
  • Fyrværkeri i bål er ikke bare farligt, det er også ulovligt.

Oprydning når I er færdige

  • Sørg for at bålet er helt slukket med vand, når du forlader det.
  • Dæk aldrig resterne af bålet med sand eller jord – det kan gløde videre og være rigtig ærgeligt at træde på for både dyr og mennesker.

Værd at vide

Du skal ikke have tilladelse fra brandvæsenet, når du skal brænde Sankt Hans bål af. Du skal blot huske at overholde reglerne for afbrænding.