Alarmoperatør på Alarmcentralen for Storkøbenhavn

Alarmcentralen hjælper dig – hvordan kan du hjælpe dem?

Sker der en ulykke, eller en anden akut ting, ved de fleste at man skal ringe 112. Men der kommer også opkald, hvor behovet for hjælp er et andet og ikke er af akut karakter.

Alarmcentralen for Storkøbenhavn, modtager hver år mere end 350.000 alarmopkald. De fleste opkald kommer fra borgere, der har brug for akut hjælp fra ambulance, brand eller politi.

”Kommer en person til skade eller bliver alvorligt syg, opstår der brand eller skal politiet hurtigt frem, så skal man selvfølgelig ringe 112”, fortæller Carsten Rasmussen der er leder på Hovedstadens Beredskabs alarmcentral. ”Langt de fleste ringer 112, når det er relevant og nødvendigt, men vi oplever også opkald der burde være gået andre steder hen.

Alarmcentralen visiterer alarmopkaldet, og sender det til den myndighed der kan skaffe akut hjælp med blå blink. Ringer man 112 uden der er behov for akut hjælp, kan opkaldet medføre længere svartid for vigtige alarmopkald.

”Vi vil gerne undgå en gruppe af opkald, hvor det ikke er alarmcentralen der kan skaffe hjælp”, fortæller operationschef Tim Ole Simonsen, Hovedstadens Beredskab. ”Er der f.eks ventetid på 1813, er hjemmeplejen forsinket eller har man mistet sine nøgler i nattelivet, så må man gerne lade være med at ringe 112. Er man i tvivl om behovet for hjælp, eller er man bekymret for en anden borger, så kan man selvfølgelig altid ringe 112”.

Du kan også hjælpe alarmcentralen ved at filme direkte fra uheldsstedet. Ringer en person og melder der f.eks er brand, kan det være svært at fastslå omfanget af situationen alene ud fra en samtale”, fortsætter Carsten Rasmussen. ”Vi har mulighed for at sende et link til anmelders mobiltelefon, så man kan livestreame til alarmcentralen. Det giver os mulighed for at få et direkte indtryk af situationen på stedet, det er en stor hjælp, også for de enheder der er på vej til stedet.

Når alarmcentralen modtager streamingen fra stedet, giver det mulighed for at afsende en udrykning der er afpasset de faktiske forhold, samt vejlede personer på stedet om hvordan de skal forholde sig. Det er et rigtig godt værktøj, som alarmcentralen anvender i flere og flere situationer.

Til pressen:

Lørdag den 11. februar er den årlige fælleseuropæiske 112-dag. På 112-dagen sættes der fokus på det fælles alarmnummer 112.

Ønskes der interview eller udtalelser, er man meget velkommen til at kontakte os.

På selve 112-dagen, lørdag den 11. februar, vil det være muligt at aftale besøg på alarmcentralen for Storkøbenhavn, for interview, optagelse mv.

Alarmcentralen er drevet af Hovedstadens Beredskab og ligger i Valby.

Kontakt:

Operationschef Tim Ole Simonsen, tlf. 30528219 eller timsim@hbr.dk

Film om alarmcentralens arbejde:

https://youtu.be/M15k6oZI_DM

https://youtu.be/X1Jkk2S1hEo