En masse computer- og TV skærme i vagtcentralens kontrolrum

Udvidet samarbejde – Hovedstadens Beredskab nu også vagtcentral for Frederiksborg Brand&Redning

Når ulykken er ude eller branden raser, er det vigtigt, at den rigtige hjælp afsendes hurtigt, og der er overblik over ressourcerne. Frederiksborg Brand&Redning indgår derfor udvidet samarbejde med Hovedstadens Beredskab, der driver den fælles vagtcentral.

Fra 1. januar 2019 står Frederiksborg Brand&Redning selv for at drive alle brandstationer i sit dækningsområdet. I den forbindelse skulle der findes en ny løsning for vagtcentralen, der udover at kalde brandmænd og køretøjer ud til brand, også modtager alarmerne og er i kontakt med brandmænd og køretøjer, når de løser opgaverne.

Tidligere lå vagtcentralopgaven dels hos Frederiksborg Brand&Redning, dels hos Falck. Fremadrettet er det Hovedstadens Beredskabs vagtcentral i Valby, der løser opgaven.

Formanden for Frederiksborg Brand&Redning og borgmester i Hillerød, Kirsten Jensen, udtaler: ”Et udvidet samarbejde mellem beredskaberne styrker robustheden og sikrer gode løsninger for borgerne. Derudover er det vigtigt, at vi udnytter vores ressourcer effektivt.” 

Formanden for Hovedstadens Beredskab og overborgmester i København, Frank Jensen, udtaler: ”Jeg er glad for dette tætte samarbejde på beredskabsområdet. Samarbejdet er alfa og omega, når uheldet er ude. På Danmarks største vagtcentral har man det store overblik og kan derfor bedre udnytte ressourcerne.” 

Den fælles vagtcentral i Valby, som både ud fra dækningsområde og antal indbyggere vil være den største i Danmark, betjener fra 1. januar 2019 Hovedstadens Beredskab, Østsjællands Beredskab, Beredskab Øst, Helsingør kommunes Beredskab, Frederiksborg Brand&Redning samt Tårnby Brandvæsen. Et område der går fra Gilleleje i Nord til Stevns i syd, fra Øresund i øst til Isefjorden i vest, med samlet over 1,7 millioner indbyggere.

Den fælles vagtcentral, vil disponere og afsende over 40% af de samlede udrykninger de kommunale beredskaber i Danmark udfører om året. 

”Vi har på den fælles vagtcentral en række IT-værktøjer, der understøtter vores overblik, og som sikrer, at vi afsender de rigtige køretøjer til de brande og ulykker, der opstår. Vi ser frem til et godt samarbejde med mandskabet ved Frederiksborg Brand&Redning,” fortæller områdeleder for vagtcentralen Jan Kirk Iversen, Hovedstadens Beredskab.

Yderligere information:

Frederiksborg Brand&Redning, Beredskabsdirektør Kim Lintrup, 46376100, klint@fbbr.dk 

Hovedstadens Beredskab, operationschef Tim Ole Simonsen, 30528219, timsim@hbr.dk

Vagtcentralen i Valby, Hovedstadens Beredskab.

Vagtcentralen i Valby, Hovedstadens Beredskab.